Nyheder:
Fynsk "supernæse" vejrer internationale muligheder med EU-støtte
AmiNIC vil sende deres følsomme sensor ud at dufte til kød og fisk i nye lande.
Er kødet eller fisken frisk, og sikkert at spise? Det kan være en svær vurdering, som ofte laves med næsen: hvordan lugter det?
Startup-virksomheden AmiNIC har derfor udviklet en håndholdt sensor – en supernæse – der ved at måle gasser i kød og fisk præcist kan vurdere friskheden og den forventede holdbarhed. Det kan hjælpe fødevareproducenter, restauranter – og måske snart forbrugerne derhjemme – med at undgå madspild.
Nu får iværksætterne fra Middelfart tilmed EU-midler – €50,000 fra SMV-Instrumentet under Horizon 2020 – til at sende internationale følere ud.
“Vi skal have undersøgt det europæiske marked, se hvilken markedsandel vi kan få, og hvilket marked vi skal gå til først. Vi har bl.a. ansat en medarbejder, som har branchekendskab, til at skabe nogle flere kontakter i udlandet,” siger Jeanette Hvam, CEO i AmiNIC. Som led i EU-projektet får AmiNIC også tilknyttet en konsulent, som skal hjælpe med patentarbejdet.
”Der spildes virkelig meget mad i hele værdikæden, med store CO2 udledninger til følge. Derfor er madspild også på agendaen i EU, og man har som del af EU’s nye ’Green Deal’ for klimaet varslet en ’Farm to Fork Strategy’ i 2020,” siger Siri Raahede Bentzen fra Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles.
Internationalt data, internationale markeder
Supernæsen er stadig en prototype. Hos AmiNIC regner man med, at den endelige produktion kan starte i midten af 2020.
Sensoren er ca. 1000 gange kraftigere end menneskets næse. Den måler niveauet af en bestemt biomarkør, i dette tilfælde gassen cadaverin. Maskinen henter derefter oplysninger fra en database, som fortæller den at fx et bestemt cadaverin-indhold betyder, at koteletten er fire dage gammel.
Anvendelsesmulighederne bliver derfor større i takt med, at databasen kender til flere internationale målestokke.
“Vi starter med de standardbetingelser, vi har i Danmark: fisk ved 2 grader, kød ved 5 grader. Vi kigger på, om kødet er pakket eller ligger i slagterbutikkens åbne køledisk – og så beregner vi kurver for friskheden. Men når vi kommer videre, skal vi selvfølgelig også vide, hvordan varerne fx opbevares i Frankrig. Jo mere vi kan lægge ind i databasen, jo større bliver vores marked,” forklarer Jeanette Hvam.
En robotnæse i køkkenet derhjemme
Supernæsen testes allerede i dag af restauratører og fødevareproducenter. Supermarkeder, grossister og andre forhandlere er også blandt de mulige kunder, der gerne vil betale op til ca. 8000 kr. for sensoren.
I fremtiden kan AmiNICs supernæse muligvis også komme til at tjekke madvarer i ganske almindelige hjem. I en undersøgelse har 52% af 200 deltagere sagt, at gerne ville købe en udgave af robotsensoren – hvis prisen er rigtig.
“Der har været stor interesse i en forbrugerudgave, tænkt som en rød-grøn-gul indikator, som viser dig, hvilke madvarer du ikke skal spise, hvilke du kan gemme lidt og hvilke du nok skal spise med det samme. Men hvis vi skal have den ud i forretninger, som skal have en avance, så skal den nok ned i et prislag på et par hundrede kroner. Så jeg tror, at en forbrugerversion ligger lidt længere ude i fremtiden, når vi har al teknologien på plads og kan producere til en lavere pris,” siger Jeanette Hvam.
Universiteter hjælper på vej til en ny standard
AmiNIC udvikler supernæsen med flere af Danmarks største videninstitutioner.
Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Teknologisk Instituts Danish Meat Research Institute (DMRI) står for validering af mikrobiologien, kemien og den sensoriske proces bag målingerne og de kurver for friskhed, der bliver lagt. Selve nanosensoren bygges med Force Technology og Syddansk Universitet, hvor AMINICs ingeniører sidder dagligt.
Det store samarbejde skal gerne føre til en blåstempling af både målemetode og sensorteknologi. “I dag kan du måle, hvad du vil – men hvis Fødevarestyrelsen ikke anerkender metoden, så er det jo mest kun til gavn for dig selv og ikke en dokumentation over for myndighederne. Det er en udfordring at lave en metode eller lovgivning omkring måling af holdbarhed – og det kunne jo være rart, hvis den her måling af gas blev metoden,” siger Jeanette Hvam.
