5. marts 2026
Energiforsyning er en central prioritet i EU, hvor Power-to-X (PtX) og grøn brint kan spille en vigtig rolle i både Danmarks og Europas grønne omstilling og fremtidige energisystem.
I Aabenraa Kommune arbejdes der målrettet med udviklingen af PtX, og kommunen har de seneste år tiltrukket flere store energiprojekter. Aabenraa har derfor søsat et nyt projekt der skal modne det dansk-tyske brintøkosystem, der forbinder produktionsmiljøer i Esbjerg, Fredericia og Aabenraa med store industrielle og maritime knudepunkter i bl.a. Kiel og Hamborg.
Projektet “Building a Cross-Border Hydrogen Economy and Sector Coupling” er finansieret med rådgivningsmidler fra Den Europæiske Investeringsbank med et budget på 12 millioner kroner under Fonden for Retfærdig Omstilling, og skal kortlægge aktører, værdikæder og infrastrukturbehov, udføre mulighedsstudier og finanseringsveje, samt udarbejde et fælles dansk-tysk roadmap frem mod 2035, inkl. samarbejdsformat mellem brintøkosystemets aktører.
Ambitionen om en dansk-tysk Hydrogen Valley – et geografisk område, hvor produktion, distribution og anvendelse af grøn brint kobles i én samlet værdikæde – er ikke ny. Der har været flere ansøgninger til EUs fond under Clean Hydrogen Partnership, men desværre uden succes.
Erfaringer fra eksisterende europæiske Hydrogen Valleys indikerer ifølge Hanne Klintøe, at den dansk-tyske geografis aktører simpelthen mangler de første skridt før en reel HV kan opstå: Infrastruktur og et organiseret samarbejde.
Derfor samlede Aabenraa Kommune, inden projektmuligheden opstod, centrale brintaktører fra både Syddanmark og Slesvig-Holsten for at finde en fælles retning. Her blev det tydeligt, at mange arbejdede mod det samme mål, men at der manglede sammenhæng, organisering og et fælles overblik.
”Der var mange aktører, der gerne ville det samme, men vi manglede et fælles rum, hvor vi kunne tale sammen og finde en fælles vej frem. Hvis vi skal lykkes med en Hydrogen Valley, kræver det, at økosystemet fungerer som en samlet helhed,” siger Hanne Klintøe, Head of PtX Development i Aabenraa Kommune, som er initiativtager på projektet.
Udover Aabenraas konsortie af private brintaktører og vidensinstitutioner, og de officielle institutioner på tysk side, koordineres indsatsen med en række centrale erhvervs- og energinetværk på begge sider af grænsen, herunder Business Esbjerg, GESEK og Triangle Energy Alliance samt det dansk-tyske Green Hydrogen Forum, som arbejder for at styrke den politiske og erhvervsmæssige dagsorden for grøn brint i grænseregionen.