Robotstartup vil automatisere transporten af hospitalssenge

Med EU-støtte udvikler startup-virksomheden Essential Robotics en robot, der kan transportere tomme hospitalssenge og lette arbejdsgangene på hospitalerne.

Essential Robotics deltog i SDU Startup Station, her startede ideen til robotten. Foto: Odense Robotics Startup Fund / Teknologisk Institut

6. marts 2026

Når en patient udskrives, skal den tomme seng rengøres på hospitalets centralvask, der ofte ligger langt fra hospitalsstuen. I dag transporterer personalet de tomme senge mange kilometer gennem hospitalet.

Iværksætterne Emil Månsson, Anton Jørgensen og Rasmus Junge fra Essential Robotics har udviklet en robot, der i fremtiden skal flytte de tomme hospitalssenge.

”Vi håber, at vores robot kan spare hospitalerne for mange timers arbejde og slid ved at transportere de tomme senge, så hospitalets personale i stedet får mere tid til det patientnære arbejde,” siger Emil Månsson, CCO ved Essential Robotics.
I dag findes der allerede mange hjælpemidler på hospitalerne, men hvis de ikke er brugervenlige, bliver de ikke brugt i en travl hverdag. Her er samarbejdet med Odense Universitetshospital også vigtigt for udviklingen af robotten.
Samarbejdet har ifølge Emil Månsson givet dem vigtige indsigter i arbejdsgange, logistiske udfordringer og potentielle stopklodser på hospitalet, som har været afgørende for udviklingen af deres robot.

Essential Robotics arbejder for, at deres robot i fremtiden transportere senge på europæiske hospitaler. Foto: Essential Robotics

En robot, der samarbejder med mennesker

For Essential Robotics har det været vigtigt at udvikle en robot, der passer ind på hospitalets gange og kan fungere sammen med hospitalets personale.

”Vi har udviklet en robot, der passer ind i hospitalsmiljøet, da det er vigtigt, at personalet føler sig trygge ved at arbejde omkring den. Robotten kører ind under sengen, hvilket betyder, at sengen ikke kommer til at fylde mere, end den allerede gør,” siger Emil Månsson.

Med hjælp fra EU-konsulent Kasper Bloch-Jørgensen blev Essential Robotics vejledt gennem EU’s støtteprogrammer. I 2025 indsendte de en ansøgning til SOPRANO under Horizon Europe. Essential Robotics har nu fået bevilget støtte på 1.500.000 kr. fra programmet.

”Støtten er vigtig for os, fordi den giver os mulighed for at fokusere på udviklingen af vores teknologi. Samtidig skal vi teste teknologier, der allerede er udviklet gennem SOPRANO. Flere af teknologierne er både need-to-have og nice-to-have for os, så vi kan også spare tid på udviklingen af software,” siger han.

Emil Månsson håber, at støtten kan hjælpe dem tættere på et færdigudviklet produkt, så de i slutningen af 2026 kan sælge deres første robot.

Sidder du i en syddansk virksomhed, som kunne være interesseret i at indgå i et EU-projekt eller blot vil høre mere om mulighederne for støtte i EU-regi, er du meget velkomne til at kontakte vores EU-konsulent:

Jesper Vestergård Hansen

Erhverv og innovation Enterprise Europe Network

jvh@southdenmark.eu  +45 22 44 70 84

Siri Raahede Bentzen

Erhverv og innovation  Enterprise Europe Network

srb@southdenmark.eu 

+32 477 77 85 33

Kasper Bloch-Jørgensen

Erhverv og innovation  Enterprise Europe Network

kbj@southdenmark.eu 

+45 22 57 13 90