
Det store European Joint Action-projekt samlede over 140 europæiske deltager ved projektets indledende møde i oktober 2025.
5. januar 2026
Hvert år får omkring 25.000 børn i Europa konstateret kræft. EU-projektet HOPE4KIDS arbejder for, at børn med kræft og deres familier får adgang til specialiseret palliativ behandling og støtte.
“I dag er der stor forskel på, hvor langt man er med den palliative behandling af børn på tværs af Europa, da området er relativt nyt. Vi har i Danmark arbejdet med det i omkring 20 år, mens man i eksempelvis Italien først inden for de seneste år har etableret det som et selvstændigt område. Med projektet ønsker vi at løfte børnepalliationen på tværs af hele Europa,” siger Søren Lange Nielsen, international konsulent ved Syddansk Sundhedsinnovation.
Over fire år skal mere end 70 aktører fra 23 europæiske lande bidrage med viden og erfaringer for at styrke den palliative behandling af børn. I projektet deltager blandt andet hospitaler, forskningsmiljøer, forældreorganisationer og beslutningstagere, herunder Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Region Syddanmark.
Projektet har modtaget 90 millioner kroner i EU-støtte fra EU’s EU4Health-program under Europe’s Beating Cancer Plan. De syddanske partnere modtager samlet 8 millioner kroner i tilskud.
Region Syddanmark er en af de største partnere i HOPE4KIDS og har ansvar for både kortlægning af børnepalliation i Europa og udvikling af internationale kliniske retningslinjer.
Derudover skal Martin Lehmann Boesen, overlæge ved H.C. Andersens Børne- og Ungehospital, lede et pilotprojekt om sorggrupper for familier med alvorligt syge børn. Pilotprojektet gennemføres på Odense Universitetshospital, Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital samt på udvalgte hospitaler i Europa.
LÆS OGSÅ: Syddanmark var til European Week of Regions and Cities
“Sorg starter ikke først, når barnet dør. For mange familier begynder den allerede, når de får at vide, at deres barn har en livstruende sygdom. Med pilotprojektet vil vi udvikle og dokumentere sorggrupper, som kan støtte familier både før og efter et dødsfald, som på sigt skal kunne bruges i hele Europa,” siger Martin Lehmann Boesen, overlæge ved H.C. Andersens Børne- og Ungehospital.
I pilotprojektet afprøves fem typer sorggrupper, som skal dokumentere, hvordan familier med alvorligt syge børn bedst støttes, både før og efter et dødsfald. Gennem faste forløb for forældre, søskende og familier er målet at udvikle en model, som kan udbredes og danne grundlag for fælles europæiske anbefalinger.
For Martin Lehmann Boesen og de europæiske kolleger er et centralt mål med HOPE4KIDS at styrke den politiske forankring af børnepalliation i Europa, hvor der i dag mangler fælles, evidensbaserede retningslinjer.
“Hvis vi ikke har evidensbaserede retningslinjer, bliver børnepalliation let noget, der afhænger af lokale vurderinger og politiske prioriteringer, og det er ikke tilfredsstillende i et sundhedsvæsen, der ønsker at arbejde evidensbaseret,” siger Martin Lehmann Boesen.
LÆS OGSÅ: Sygehus Sønderjylland vil styrke de sundhedsprofessionelles forskningskompetencer
Samtidig peger han på, at børnepalliation mangler en samlet europæisk faglig organisation, som kan vedligeholde retningslinjer og sikre, at viden og best practice lever videre efter projektets afslutning. Med HOPE4KIDS er ambitionen derfor også at bidrage til en mere varig europæisk forankring af området.
Kultur+, Sundhed og velfærd
Internationale kommuner
ajo@southdenmark.eu / +32 496 28 37 66
Sundhed og velfærdhha@southdenmark.eu /
+32 477 77 76 15
Sundhed og velfærd
mwh@southdenmark.eu / +32 490 30 99 29