EU-programmet AAL (Active and Assisted Living) arbejder for at fremme sund og aktiv aldring gennem innovativ brug af teknologier.
Nu giver programmet nye muligheder for tilskud til innovative, tværnationale og tværfaglige samarbejdsprojekter, der fokuserer på at skabe digitale løsninger og stimulere sundhedsøkosystemer, som hjælper de ældre.
I Danmark åbnes der for, at forskningsintensive virksomheder, videninstitutioner, slutbrugerorganisationer og andre kan starte små samarbejdsprojekter af 6-9 måneders varighed med danske og internationale partnere. Der gives op til €300,000 (ca. 2,24 mio. kr.) pr. projekt og projektets danske partnere kan samlet få op til €100,000 (ca. 747,000 kr.).
“AAL-programmet er et fint program, som tidligere har givet tilskud til mange både private og offentlige aktører, herunder flere tilskud til danske projekter. Indkaldelsen fokuserer i år på bl.a. små samarbejder om sundhedsøkosystemer – og her har syddanske partnerskaber ofte meget at byde ind med, så vi kan kun anbefale at se nærmere på indkaldelsen,” siger Allan Nordby Ottesen fra Det Syddanske EU-Kontor, som hjælper virksomheder og andre aktører på vej med EU-projekter.
Frist for ansøgning er den 22. maj 2020. Projekter skal tælle mindst 3 partnere fra 3 AAL-deltagere. Deltagerne er Belgien, Danmark, Holland, Italien, Norge, Rumænien, Spanien, Taiwan og Østrig.
Kontakt vores konsulenter for flere oplysninger, partnersøgninger og hjælp til EU-ansøgningen.