Ditte Veise bliver ny direktør for Det Syddanske EU-Kontor

Det Syddanske EU-Kontor får en direktør med erfaring inden for EU-finansiering og internationale partnerskaber, når Ditte Veise tiltræder stillingen den 1. oktober 2026 i Bruxelles.

11. august 2026

Ditte Veise kommer fra en stilling som direktør for Innovation Centre Denmark i Seoul, under Udenrigsministeriet. Tidligere har hun været projektchef i Vejle Erhverv og programchef hos Trekantområdet Danmark, hvor hun har arbejdet med udvikling og ledelse af EU-finansierede innovationsprojekter på tværs af kommuner i Syddanmark.
Med ansættelsen får Det Syddanske EU-Kontor en direktør med solid erfaring i at skabe resultater gennem internationale samarbejder og et indgående kendskab til EU’s programmer, finansieringsmuligheder og internationale partnerskaber.
”Jeg glæder mig til at vende tilbage til Syddanmark og bidrage til, at regionen og de syddanske kommuner får endnu bedre muligheder for at hente finansiering og inspiration til at løse deres kerneopgaver gennem de mange muligheder, der findes i EU. Jeg ser frem til at styrke syddanske aktørers adgang til europæiske samarbejder og netværk og til et tæt samarbejde med medarbejderne, bestyrelsen og vores mange syddanske samarbejdspartnere,” siger Ditte Veise.
I ansættelsesudvalget deltog bestyrelsesformand Allan Emiliussen, der ser frem til samarbejdet med Ditte Veise.
”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Ditte og til sammen at styrke Syddanmarks muligheder og position i det europæiske samarbejde. Ditte er en erfaren leder med international erfaring og et stærkt fokus på udvikling og resultater. Hun har de rette kompetencer til at stå i spidsen for den nyorientering, bestyrelsen har besluttet, og til sammen med kontorets dygtige medarbejdere at omsætte den til resultater,” siger Allan Emiliussen.
Ditte Veise tiltræder stillingen den 1. oktober 2026 og får base i Bruxelles.

Det Syddanske EU-Kontor hjælper Region Syddanmark, syddanske virksomheder, kommuner, videninstitutioner, hospitaler, kulturinstitutioner og andre aktører med at udvikle innovationsprojekter, etablere internationale samarbejder og få adgang til EU’s programmer og finansieringsmuligheder. Gennem rådgivning, viden- og kompetenceopbygning samt stærke europæiske netværk bidrager kontoret til at omsætte europæiske muligheder til resultater i Region Syddanmark.