Nyheder:

EU-temadag med Christel Schaldemose, Lykke Friis og spændende, syddanske EU-projekter

EU’s potentiale som udviklingsmotor for Syddanmark var i fokus, da borgmestre, regionale ledere og EU-projektmagere i sidste uge var samlet til temadag i Fredericia.

Fra Bruxelles gav Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet (S), et skarpt øjebliksbillede af budget-forhandlinger og Europas store prioriteter – herunder den grønne omstilling, et ekstra skub i digitaliseringen, og hvordan EU’s støtteprogrammer kan bidrage til at skabe syddansk udvikling og arbejdsplader.

Søren Stjernqvist, adm. direktør i Teknologisk Institut, trak en linje fra instituttets grundlæggende mål om nyskabelse og fremgang til den innovation, som TI i dag fremmer ved brug af EU-projekter og internationale partnerskaber.

Fra Det Syddanske EU-Kontor leverede direktør Rasmus-Anker Møller en bred oversigt over EU’s nye støtteprogrammer som Horizon Europe, Digital Europe og Den Europæiske Forsvarsfond, og de nye store muligheder deri for syddanske aktører.

Herefter fandt et panel med 7 syddanske projektmagere fra Odense Robotics, Vejle Kommune, virksomhederne Tuco og Procraft, Syddansk Universitet og Region Syddanmark sammen for at præsentere EU-projekter med fremtidens kompetencebehov i skolen, robotteknologi, sundhedsforskning og innovative kulfiberbåde – samt at diskutere deres erfaringer med europæisk samarbejde.

 

“Der er livlig trafik i udveksling af metoder og ideer i innovationspartnerskaber,” sagde Karsten Uno Petersen, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark, der i 2019 fik en særlig europæisk udmærkelse oveni top-karakteren som fire-stjernet referencested for sund og aktiv aldring. “Vi siger, at vi er europamestre, men det drejer sig om fællesskab. Det er i fællesskab, at vi får udviklet ideerne, at vi er innovative og at vi skaber mulighederne for bedre forhold for vores ældre.”

Arrangementet fik en energisk afslutning ved Lykke Friis, som både trak på sin tid som klima- og energiminister og sit virke som direktør for Tænketanken Europa i et underholdende oplæg om EU i verden, fra Angela Merkels politiske genopblussen som corona-leder, til kapløbet om en COVID-vaccine og Brexit’s fortsættende forhandlingscirkus.