Nyheder:

Europa-millioner til dansk AI, der kan forstå vindmøller

Priserne på vindenergi falder. Udviklere af vindmølleparker får mindre i offentlig støtte og markedskonsolidering har skabt hård konkurrence. Nye vindfarme bliver vundet med løfter om så lave elpriser, at energiselskaberne i princippet står til tab hvis de ikke konstant forbedrer sig.

“Der er et kæmpestort væddemål i gang,” siger Allan M. Larsen, CEO i startup-virksomheden Vertikal AI ApS i Vejle: “Hvis man vil være med i spillet, så er man nødt til at være med i den lave prisklasse. Og for at kunne tjene penge på det på sigt, så bliver man nødt til at sænke omkostningerne på drift og vedligehold af vindmøllerne.”

Vertikal AI har udviklet en løsning, hvor kunstig intelligens (AI) kan overvåge de hovedkomponenter, som får vindmøllerne til at snurre og producere energi – og tolke de mange komplicerede signaler herfra.

Den innovation får nu ekstra forstærkning gennem to europæiske projekter, der samlet sender 2,7 mio. kr. til iværksætter-virksomheden i Vejle.

“Det er fremragende. Projekterne passer perfekt ind i vores kerneforretning, det er ’spot on’ i forhold til det, vi skal udvikle. Støtten resulterer i produktudvikling i højere hastighed og med større ambition,” siger Allan M. Larsen.

En energi-gigant i projektet

I det første projekt – ved navn ADRIMON – skal Vertikal AI samarbejde med Enel Green Power, en del af den italienske gigant ENEL Group. 

“ENEL giver os data, deres ekspertise omkring vindmøller – og adgang til at ‘plotte’ ind i deres system. Til gengæld får de skalerbarhed i deres setup. Enel har vækstsmerter, som vi kan hjælpe med at løse,” siger Martin Bach-Andersen, CTO i Vertikal AI.

Projektet støttes med €310,800 gennem det internationale netværk EUREKA, som arbejder for innovations-drevet iværksætteri i Europa.

Med det andet EU-projekt PAVIMON skal Vertikal AI lave en teknisk og forretningsmæssig gennemførlighedsundersøgelse af sine AI-løsninger. Projektet støttes med €50,000 gennem EU-programmet SMV-Instrumentet under Horizon 2020.

“Både kunstig intelligens og vindenergi er prioriterede områder i EU, så når en start-up kommer med en løsning på området og kan vise interesse fra en af de helt store industrispillere, er det selvfølgelig interessant for EU,” siger Siri Raahede Bentzen fra Det Syddanske EU-Kontor, som har assisteret Vertikal AI med projektansøgningerne efter en henvisning fra Erhvervshusene.

Kunstig intelligens skal hjælpe vindmølle-eksperterne

I dag sidder højt specialiserede ingeniører hos vindmøllernes ejere og driftsorganisationer og kigger på signalerne fra tusindvis af vindmøller. “De kender turbinerne ind og ud og kan se hvornår de fejler, samt hvad der er galt med dem,” siger Allan M. Larsen – “lidt som læger, der læser røntgenbilleder.”

Med hjælp fra kunstig intelligens vil eksperterne på sigt kunne overvåge op til 10 gange så mange vindmøller med de samme ressourcer, hvilket giver vindproducenterne bedre mulighed for at opskalere deres forretning. “Det vi bygger, får et kæmpe boost af samarbejdet med kundens eksperter og samtidigt bliver de selv langt mere effektive,” siger Allan M. Larsen.

EU-midlerne giver frihed til at prøve

Europæiske projekter kan give små- og mellemstore virksomheder nye muligheder for at lave nye satsninger på deres innovation.

“Med EU-midler kan man accelerere ens udvikling, fordi man kan sætte penge i mere risikofyldte udviklingsposter i stedet for at gå med livrem og sele. ”Som tech virksomhed i EU konkurrerer man især med Silicon Valley startups, som ofte har adgang til enorme summer risikovillig kapital. Til gengæld eksisterer støtteordninger som disse stort set ikke i USA,” siger Allan M. Larsen

De to projekter har allerede gavnet væksten i Vertikal AI, der nu tæller firmaets to grundlæggere, to fuldtidsmedarbejder og to på deltid. “ADRIMON projektet vil i løbet af dets udførelse også skabe endnu flere fuldtidsstillinger,” siger Allan M. Larsen.