Havet samler Europa om fremtidens maritime løsninger

European Maritime Day 2026 samlede Europas maritime aktører i Limassol på Cypern, hvor Det Syddanske EU Kontor deltog i drøftelser om maritime prioriteter, finansiering og grøn havneudvikling.

Søren Heinicke fra SDEO i paneldebat med Jacques Delsalle fra DG MARE, Christophe Clergeau medlem af Europea-Parlementet, Giuseppe Sciacca fra Maritime Regions og Rémi Cossetti fra Seas at Risk. Foto: Emma Severinsen.

29. maj 2026

Havet handler i dag om langt mere end skibsfart. Det handler om energi, handel, fødevarer, klima og sikkerhed og om Europas evne til at samarbejde om ressourcer og løsninger, der rækker på tværs af grænser.

Det var omdrejningspunktet på European Maritime Day i Limassol på Cypern. I åbningstalen satte EU kommissær for fiskeri og hav, Costas Kadis, ord på de prioriteter, der skal forme Europas maritime udvikling i de kommende år.

“Funding for fisheries and aquaculture, as well as funding for the implementation of the European Ocean Pact remains a priority, one that demands strategic investment, efficient use of EU funds, and unlocking additional resources. It also requires better coordination between EU funding streams,” sagde Costas Kadis.

Konferencen samlede politikere, virksomheder, forskere og regionale aktører. Det Syddanske EU-Kontor deltog for at styrke dialogen om Europas maritime fremtid og sætte fokus på, hvordan syddanske havne, energiklynger og forskningsmiljøer som Syddansk Universitet kan bidrage til udviklingen af nye maritime løsninger.

Regionale perspektiver på fremtidens maritime funding

Europa-Kommissionen er i gang med at udarbejde sit forslag til den kommende flerårige budgetramme, Multiannual Financial Framework (MFF), som skal sætte retningen for EU’s investeringer i de kommende år. Derfor fyldte spørgsmålet om fremtidens maritime funding også meget under European Maritime Day.

Vores kollega Søren Heinecke deltog på vegne af ERRIN (European Regions Research and Innovation Network) i paneldebatten Ocean Funding under the next MFF, hvor diskussionerne blandt andet handlede om, hvordan forskning og innovation i højere grad kan kobles til lokale og regionale behov.

”Vi forventer et markant fokus på investeringer på det maritime område i det nye rammeprogram, og succes kræver nogle betingelser, der bliver defineret i tæt samspil og dialog med lokale myndigheder, havne, virksomheder og forskere,” siger Søren Heinecke.

Paneldeltagerne pegede på, at Europas maritime ambitioner ikke kan realiseres gennem EU-funding alene. Skal ambitionerne lykkes, kræver det samtidig nationale investeringer og tydelige prioriteringer.

Esbjerg Havn og fremtidens grønne havne

Dekarbonisering af europæiske havne og skibsruter fyldte ligeledes på European Maritime Day. Direktør Dennis Jul Pedersen fra Esbjerg Havn deltog i en workshop om havnenes rolle i den maritime omstilling og udviklingen af grønnere skibsruter.

European Maritime Day

Dennis Jul Pedersen og Søren Heinecke var blandt de 1.000 deltagere ved året European Maritime Day. Foto: Emma Severinsen.

”Esbjerg Havn er en af de helt store spillere og netop udpeget af World Economic Forum som en af verdens 40 vigtigste industriklynger inden for grøn omstilling. Det var derfor stor interesse for Dennis Jul Pedersens perspektiver på, hvad der er brug for fra Bruxelles. Både i form af udviklingsstøtte og fælles krav til fx monitorering af CO2-udledninger,” siger Søren Heinecke.

European Maritime Day gav anledning til en god dialog med Dennis Jul Pedersen om Esbjerg Havns mange EU-projekter og deres betydning for udviklingen af havnen som et centralt knudepunkt i Europas grønne omstilling.

Næste års European Maritime Day finder sted i Santander i Spanien den 20.-21. maj. Hvis Europas maritime udvikling, grøn omstilling og funding fylder på din dagsorden, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Thomas Jensen

Energi, klima og ressourcer

thj@southdenmark.eu 

+32 477 77 91 03

Søren Heinecke

Energi, klima og cirkulær økonomi

she@southdenmark.eu 

+32 494 04 03 52