Nyheder:

Klimafolkemødet i Middelfart: Tre dage med klima på dagsordenen

Fra d. 31. august til d. 2. september dannede Middelfart igen rammen om årets Klimafolkemøde. Tre dage fyldt med oplæg, debatter, boder og workshops i flotte omgivelser for foden af Lillebælt. I år var SDEO endnu engang med for at sætte fokus på syddanske EU-projekter på klimaområdet. 

Et fødevarelaboratorium i Kolding, en cirkulær fiskefarm i Esbjerg og et historisk stort naturgenopretningsprojekt ved Kongeåen. Det er alt sammen beskrivelser af EU-projekter, som er forankret i Syddanmark og som hver på sin vis er med til at spille en rolle i den grønne omstilling. 

Det var bl.a. også dem, og mange flere, vi havde fokus på, da vi igen i år var repræsenteret på Klimafolkemødet. Denne gang stod vi klar ved vores egen stand, hvor interesserede kunne komme og høre mere om alle de innovative grønne EU-projekter, der findes i det syddanske. 

”Med vores tilstedeværelse på Klimafolkemødet håber vi at have været med til at inspirere folk til at tænke ideer og lokaludvikling ind i et internationalt perspektiv, hvor man samarbejder hen over ikke blot kommune-, men også EU-grænser,” fortæller SDEO’s Pernille Dagø og fortsætter: 

”Mange udfordringer går på tværs af fagområder og kræver både lokalt og internationalt samarbejde. Og her er EU-projekter geniale, for de kan bygge bro mellem mange forskellige typer aktører.”

Klima-quiz, lykkehjul og skovbeviser

Klimafolkemødet er for både børn og voksne, og derfor blev kontorets stand også gæstet af mange folkeskoleklasser. De var især klar på at teste vores hjemmelavede lykkehjul og klima-quiz, hvor der var fine skovbeviser fra Den Danske Naturfond på højkant.  

Der skal lyde en stor tak til alle, der lagde vejen forbi vores bod. Det var en fornøjelse at opleve jeres store engagement, nysgerrighed og entusiasme.

 Husk at du kan kontakte alle vores konsulenter her

SDEODots-Blue_EN

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor