På en solskinsdag i Bruxelles bød vi velkommen til vores nye kollega på området for erhverv og innovation, Kasper Bloch-Jørgensen. Ligesom fire af vores andre kollegaer har Kasper sin faste base i Danmark. Herfra skal han være med til at sikre, at syddanske virksomheder deltager i EU-projekter og får adgang til EU-finansiering.
Juni er fløjet forbi, og det føles allerede som længe siden, vi bød vores nye kollega, Kasper, velkommen. Kasper bor i Svendborg med sin familie og kommer fra en stilling hos Invest in Odense, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med bæredygtig mobilitet og ikke mindst robotklyngen. Om sin første tid på kontoret fortæller Kasper:
”Mit første indtryk har været rigtigt godt. Det er et stærkt hold, der gør en reel forskel for de syddanske aktører. Det gælder ikke mindst på det grønne område og for erhvervslivet, som jeg har mine rødder i.”
Stærkt kendskab til det syddanske erhvervsliv
Kasper har en kandidat i Statskundskab fra Københavns Universitet og en blandet baggrund som embedsmand på Slotsholmen, lobbyist og forretningsudvikler hos Tesla og senest projektleder og investment manager i Invest in Odense. At Kasper slog til, da muligheden på Det Syddanske EU-kontor bød sig skyldes blandt andet, at han her kunne drage nytte af sin erfaring med erhvervslivet i Syddanmark.
”Stillingen fangede med det samme min interesse, fordi den gav mig en unik mulighed for fortsat at arbejde med at styrke erhvervslivet i det syddanske – ikke mindst med de mange startups og scaleups, der gemmer sig i Syddanmark. Samtidig får jeg mulighed for at skærpe min forståelse for EU-systemet og de mange støtteprogrammer,” fortæller han og tilføjer:
”At jeg dertil får lejlighed til at rejse rundt i hele det syddanske og møde og rådgive virksomheder og tilmed have et par faste afstikkere til Bruxelles, gør det jo kun endnu sjovere.”
Fuld fart fremad
Kasper har allerede kunne fejre månedsdag med kontoret, og der har været fuld fart over feltet. Er der noget, han glæder sig til at komme ordentligt i gang med, så er det besøgene hos alle de syddanske virksomheder.
”Jeg glæder mig til at komme ud blandt virksomhederne og se, hvad der gemmer sig at ideer og projektmuligheder derude. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til helt konkret at få landet en masse EU-støtte med virksomhederne. Det er jo det, det hele handler om.”
Vi er enormt glade for at have fået Kasper med på holdet og byder ham endnu engang hjerteligt velkommen.
Vil du i kontakt med Kasper, kan du fange ham på kbj@southdenmark.eu.