Jeg kommer selv fra Region Syddanmark, nærmere specifikt Nyborg, hvor jeg gennem min opvækst på talrige cykelture rundt på Fyn og dele af Sønderjylland har fundet ud af, hvor meget mere der er i Danmark end København og Aarhus. Nu kan jeg være med til at fremme syddanske interesser ved at sætte mine teoretiske kompetencer fra universitet i spil og blive udfordret på den måde. Det vil også udvide min erfaringshorisont omkring EU-økosystemet og SDEO’s rolle i det.
Jeg er positivt overrasket over Bruxelles, der har mange grønne områder at byde på trods osen fra trafikken. Den tilbyder hyggelige gader efter stræder med art nouveau-facader, som man kan bruge meget tid på at gå rundt og spotte.
Bruxelles vil jeg med ro i stemmen betegne som hjertet af Europa, fordi det er nemt at komme hurtigt til andre steder i Europa samt de centrale EU-institutioner, der har hjemme i Bruxelles. Jeg vil gerne nå at suge al den viden til mig, som jeg kan rumme, både om arbejdet, men også i forhold til, hvor man kan finde det bedste gadehjørne i Bruxelles til at nyde en specialristet kop kaffe eller begivenheder som Belgian Beer Weekend. Derudover satser jeg på at skulle afprøve tesen om ’hjertet af Europa’ transportmæssigt ved at tage til byer som London, Paris, Amsterdam, Ghent, Brügge og en frisk vandretur i Ardennerne omkring Dinant.