
Under det blafrende breaking-banner fik Det Syddanske EU-Kontors konsulenter besøg af interesserede borgere og lokale samarbejdspartnere til en snak om, hvordan SDEO hjælper med at skaffe EU-midler til grønne projekter i syddanske kommuner og virksomheder.
I SDEO’s telt stod Pernille Dagø, EU-konsulent på det grønne område hos SDEO, igen i år klar og stemningen var ikke til at tage fejl af.
“Jeg synes, at der var en fantastisk stemning på Klimafolkemødet i år, og jeg kunne mærke, at der var en lyst til at handle på klimaets vegne,” siger Pernille Dagø.
Hver dag lagde ca. 40.000 danskere vejen forbi hovedgaden i Middelfart, hvor 100 boder var sat op, og ca. 400 arrangementer og debatter blev afholdt i løbet af folkemødets tre dage.
“Vi oplevede en stor interesse for EU’s rolle i den grønne omstilling, og hvordan både private og kommuner kan få støtte af EU til lokale grønne tiltag,” siger hun.
I løbet af formiddagene vrimlede folkeskoleelever og -lærere mellem boder og scener, og flere af dem lagde vejen forbi Henriette Hansen, der fremviste undervisningsmateriale fra EU-projektet PLACES.
Projektet tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål og sætter fokus på læring gennem historiefortælling og legende læring.
“Lærerne var meget interesseret i vores undervisningsmateriale og vores fokus på legende læring. Flere af dem så det som en måde, hvorpå de kan innovere deres undervisning,” siger Henriette Hansen.
“Vi var meget glade for muligheden for at hilse på en masse af vores samarbejdspartnere fra hele Danmark, som kiggede forbi vores stand. Det var virkelig værdifuldt at få hilst på både nye og gamle ansigter, og vi er kommet tilbage til Bruxelles med kufferten fuld af nye udviklingsideer, som vi glæder os til at sætte gang i sammen med kommunerne,” siger Pernille Dagø.
Vi ses til Klimafolkemødet næste år!
South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be
©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor