EU’s store uddannelsesprogram, Erasmus+, blev lanceret i foråret 2021 i en ny og moderniseret udgave, som skal sikre international mobilitet og tværnationalt uddannelsessamarbejde for millioner af europæere i alle aldre og med alle baggrunde. Programmet giver bl.a. uddannelsesinstitutioner mulighed for at blive akkrediteret, hvilket gør det lettere at søge om udveksling og samarbejde. Næste ansøgningsrunde for akkreditering til Erasmus+ har deadline d. 19. oktober, og SDEO står klar til at hjælpe og rådgive uddannelsesinstitutioner med ansøgningen.
Erasmus+ er det europæiske program for innovation, udvikling og mobilitet inden for uddannelse, kompetenceudvikling, ungdomsaktiviteter og idræt på alle uddannelsesniveauer. Programmet dækker også området for uformel læring og rummer muligheder for både enkeltpersoner og organisationer involveret i uddannelse og træningsaktiviteter. Mulighederne er mange, men ansøgningsprocessen kan være ressourcekrævende. Det nye Erasmus+-program giver derfor uddannelsesinstitutioner mulighed for at blive akkrediteret for at øge adgangen til mobilitet og tværnationalt samarbejde.
Med en Erasmus-akkreditering har man nem adgang til løbende at søge om tilskud til mobilitetsaktiviteter. Akkrediteringen fungerer som en forhåndsgodkendelse og er tiltænkt offentlige institutioner inden for uddannelsessektoren herunder dagtilbud og skoler, som ønsker at bruge Erasmus+-programmet som del af en langsigtet og strategisk plan. Med en nem og løbende adgang til bevillinger kan man fokusere på langsigtede mål og bruge mobilitetsaktiviteter til gradvist at hæve kvaliteten af læring og undervisning til et nyt niveau. En Erasmus+-akkreditering giver derved mere tid til at fokusere på projekternes og aktiviteternes faglige indhold frem for administration.
Syddansk succes med akkreditering
I 2021 har fire syddanske kommuner og tre skoler allerede modtaget en akkreditering og er dermed sikret finansiering til deres internationale aktiviteter de næste syv år. D. 25. august blev deres gode erfaringer brugt som inspiration på et informationsmøde om Erasmus+ akkreditering. Her var omkring 70 deltagere fra skoleforvaltninger, skoleledere, internationale koordinatorer, lærere/pædagoger og konsulenter mødt op til at få gode råd fra Det Syddanske EU-kontor, Esbjerg Kommune, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen samt Varde Kommune.
Du kan også få gode råd til din Erasmus-ansøgning. Vi tilbyder ansøgningsrådgivning frem mod næste deadline d. 19. oktober.
Kontakt konsulent Cathrine Holm Frandsen på chf@southdenmark.be for mere information.