NYHED:

EU-projekt skal styrke unges trivsel og bane vejen til en erhvervsuddannelse

Et nyt EU-projekt med Vejle Kommune skal forbedre unges trivsel og samtidig inspirere dem til at tage uddannelse. I projektet skal ejendomsfunktionærer uddannes som mentorer, der kan hjælpe unge i sociale boligområder på vej til en bedre tilværelse.

Foran den rumænske erhvervsskole, som deltager i projektet.

I EU er der stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft og manglen på unge, der vælger en erhvervsuddannelse, er ikke nogen ny udfordring. I et nyt EU-projekt med titlen ”Local mentors help vulnerable youth through education” vil partnere fra Rumænien og Vejle forsøge at inspirere unge fra boligsociale områder til at vælge en erhvervsuddannelse ved hjælp af mentorer. Det skal samtidig øge de unges trivsel og hjælpe dem med at skabe et sundt netværk.

Jannie Knudsen fra JK Konsulentservice, som samarbejder med Vejle Kommune om projektet, fortæller:

”Formålet er at prøve at hjælpe nogle af de unge, der bor i et boligsocialt område i Vejle Kommune og som samtidig har nogle udfordringer med at få det bedre. Vi håber, at den øgede trivsel kan bidrage til, at de unge bliver tilknyttet en erhvervsuddannelse og efterfølgende måske får et job.”

Mentorer blandt ejendomsfunktionærer

Projektet tager udgangspunkt i en gruppe ejendomsfunktionærer, der bliver uddannet til at fungere som mentorer for 14 unge. Gennem uddannelsen får mentorerne redskaber til at forstå målgruppen og deres udfordringer. Der er også fokus på psykisk førstehjælp, så mentorerne lærer at støtte de unge, når de har det svært og håndtere de udfordringer, der kan opstå i samspillet.

“Det, som vi vil gøre i projektet er, at vi vil uddanne nogle ejendomsfunktionærer, som arbejder ude i de boligsociale områder, så de kan blive mentorer for de unge. Så kan de støtte dem – både i og udenfor uddannelsen og give dem et sundt netværk og sparring osv.,” fortæller Jannie Knudsen.

For at skabe de bedste forudsætninger for en god relation matches mentoren og den unge ud fra interesser, baggrund og kompatibilitet. Målet er, at de unge gennem mentorernes støtte kan blive inspireret til at tage en erhvervsuddannelse.

“Et boligselskab har jo alle mulige forskellige vedligeholdelses- og driftsopgaver. Det vi bl.a. håber er, at mentorerne kan introducere de unge til nogle af deres opgaver og måske inspirere og motivere dem til at søge ind på en erhvervsuddannelse,” siger Jannie Knudsen. Eksempelvis er nogle af mentorerne gartnere, og her kunne projektet måske være med til at vække interessen for et fagligt spor, som de unge ikke nødvendigvis havde overvejet.

Projektpartnerne til møde med de rumænske mentorer.

Samarbejde med rumænsk erhvervsskole

Hos projektpartnerne i Rumænien kommer der til at køre et parallelt mentorforløb. Her er det en erhvervsskole, som deltager i projektet, og mentorerne kommer fra selve skolen og har dermed allerede erfaring med unge. 

Og allerede nu har projektpartnerne kunnet inspirere hinanden, for der er stor forskel på, hvordan de to lande arbejder med unge. De danske partnere har f.eks. bidt mærke i den stærke civilsamfundsindsats i Rumænien, hvor mange frivillige engagerer sig i de unges trivsel. Det er noget, vi kunne gøre endnu mere af i Danmark, forklarer Jannie Knudsen. 

“Jeg tror faktisk, løsningen ligger et sted mellem de to lande. I Rumænien er de meget imponerede over den måde, vi arbejder med unges trivsel på i Danmark, hvor det offentlige i høj grad spiller en rolle. Men jeg er ret inspireret af nogle af de ting, de gør dernede, fordi der er endnu mere fokus på at engagere civilsamfundet” forklarer Jannie Knudsen.

Stort potentiale

Projektet startede sidste år og løber frem til d. 31. december i år. Der er store forventninger til, at aktiviteterne kan skabe forbedringer for de unge og samtidig udvikle en model, der kan genbruges af andre. 

“Jeg håber jo på, at vi får skabt en model, der gør, at vi kan hjælpe rigtig mange unge i boligsociale områder –i Vejle, men også andre steder. Jeg kommer selv fra beskæftigelsesområdet, så jeg håber også på, at rigtig mange af de unge kommer i jobs, så vi kan være med til at afhjælpe noget af den efterspørgsel på arbejdskraft, der er lige nu,” siger Jannie Knudsen.

Selvom projektet først slutter ved udgangen af året, er Jannie Knudsen og projektpartnerne ikke afvisende overfor at søge EU-midler på ny. Hvis projektet forløber efter planen, kan det f.eks. skaleres op og trække en endnu større ansøgning, fortæller hun. Oplevelsen med at søge EU-støtte har nemlig været god, og det har EU-konsulent Anna Jørgensen været medvirkende til. 

”Fordi vi havde Anna, var det en god oplevelse. Hun var god til at give feedback og hjælpe, guide og sparre med os. Det gjorde, at vi var trygge i processen og med hendes hjælp blev ansøgningen meget målrettet, og det tror jeg var grunden til, at den blev godkendt,” fortæller hun. 

I februar mødtes projektpartnerne i Rumænien, og til oktober er det Vejle, der danner ramme om et nyt projektmøde.
Vil du vide mere om mulighederne for støtte i Erasmus+, er du velkommen til at kontakte Anna Jørgensen på ajo@soutdenmark.eu.

SDEODots-Blue_EN

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor