Nyheder:

Fire syddanske kommuner får nyt EU-tilskud til gratis WIFI i offentlige rum

Borgere og turister i Aabenraa, Esbjerg, Middelfart og Vejen kan snart se frem til flere gratis Internetforbindelser.

De fire kommuner har hver fået 15,000 euro (ca. 112,000 kr) i EU-tilskud til at oprette WiFi i f.eks. byparker og på pladser, biblioteker, museer, sundhedscentre samt i andre offentlige bygninger.

Tilskuddet er en del af initiativet “Wifi4EU,” der skal sikre udbredelsen af Internetforbindelser i Europa, bl.a. så kommuner kan levere digitale løsninger og åbne for nye initiativer. Esbjerg er det planen, at WiFi forbindelsen skal ud på Ribe Vikingecenter, hvor den kan sætte et ekstra digitalt aftryk på skolebørn og turisters oplevelse af en kommende stor udstilling.

“Det er en super god nyhed, at vi har fået dette tilskud, der kan være med til at sikre en god oplevelse på vores attraktive turistbesøg-steder,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Kommunens landdistriktkoordinator Anne Caroline Hansen tilføjer: “Der kommer mange turister på Vikingecentret, der er aktivitet hele året – men primært i sommerhalvåret. Vi skal stadig have undersøgt om vores idé er teknisk mulig, for der kan ofte være udfordringer med den svingende styrke af signalerne i landområderne.”

I Aabenraa skal det nye WiFi måske hjælpe i lystbådehavnen, i campusområdet eller ved Padborg. “Vi overvejer steder, hvor folk kan få mest gavn af forbindelsen og har brug for mere end bare almindelig roaming. På en lystbådehavn, eksempelvis, hvor børnefamilier kommer ind og gerne vil streame en film eller downloade et spil,” siger Trine Rosen Madsen, fundraiser i Aabenraa Kommune.

I Middelfart er turistmulighederne også i centrum.

“Vi er utroligt glade for, at vi er kommet med i puljen. Det giver os mulighed for at installere bredbånd steder, hvor vi normalt ikke har haft det. Vi vil gerne prioritere et sted, hvor der er rimelig meget turistaktivitet i forvejen, sådan at turisterne også i høj grad får glæde af det. Lige nu har vi udkig på vores naturparker, og vi overvejer også marinaen,” siger Martin Albertsen, Middelfart Kommunes stabschef og borgerservicechef.

EU-tilskuddet dækker indkøb og installation af udstyr til WiFi hotspots. I alt 24 danske kommuner har indtil videre fået midler gennem WiFi4EU, heriblandt også Assens, Fredericia, Langeland og Nyborg.

“Wifi4EU er en del af et større politiske initiativ, ‘Digital Europe’, der bringer EU helt frem i den digitale tidsalder. Digitalisering er et vildt spændende tværgående område, hvor vi kun har set begyndelsen af projektmuligheder fra EU’s side,” forklarer Cathrine Holm Frandsen fra Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles, der har hjulpet de syddanske kommuner med at søge EU-midlerne.

Flere end 10,000 kommuner på tværs af Europa søgte “WiFi4EU” i den seneste støtte-runde.

Programmet fortsætter til udgangen af 2020.

©2019 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy