Fundraisere på vandring i EU-projekter

Internationale medarbejdere fra hele Syddanmark mødtes i Vollsmose til en anderledes netværksdag hvor de kom på vandvandring EU-projekterne WATER og ARCADIA, der inddrager de lokale for at styrke bæredygtig vandhåndtering.

31. oktober 2025

Vollsmose dannede ramme om oktober måneds netværksmøde for syddanske kommuners internationale medarbejdere. Her blev deltagerne inviteret ud i området for at opleve vandhåndtering, klimatilpasning og borgerinddragelse i praksis.

Hysen Hoti og Jonas Deibjerg Rasmussen fra VandCenter Syd førte deltagerne rundt på en vandvandring, hvor de fortalte om WATER-projektets arbejde med klimatilpasning i dialog med områdets beboere. Senere på vandringen fortalte Anna Bonven og Karl Felix Flyvbjerg Poulsen fra Odense Kommune om Horizon Europe-projektet ARCADIA, der også finder sted i Vollsmose.

“Det er altid inspirerende at se EU-projekterne udfolde sig i virkeligheden, som virkelig er tilfældet i Vollsmose. Jeg glæder mig til at se, hvordan flere af NIMS’erne kan tage det med hjem til deres kommuner og få sat gang i spændende projekter,” siger Anna Jørgensen, EU-konsulent ved Det Syddanske EU-Kontor.

Netværk for Internationale Medarbejdere i Syddanmark, NIMS, er SDEO’s tværgående netværk for kommunale medarbejdere med ansvar for internationale aktiviteter.

Erfaringer og inspiration

Netværksmødet forsatte på toppen af Vollsmose med udsigt over det efterårsgule trækroner, hvor EU-fundraiserne Louise Bjerre fra Middelfart Kommune, Evite van Winkoop fra Groningen i Holland og Birgitte Echwald fra Odsherred Kommune delte konkrete erfaringer med organisering, partnerskaber og ansøgningsprocesser.

“Jeg deltager i netværksmøderne for både at styrke mit netværk på tværs af kommunerne og blive inspireret af det, andre allerede er lykkes med. Det giver værdi at dele erfaringer og viden, og samtidig åbner det for muligheden for nye projektsamarbejder. Samtidig bliver jeg klogere på EU-funding gennem oplæg og konkrete eksempler,” siger Charlotte Lundsberg Baumgartner fra Haderslev Kommune.
Til dagligt er Charlotte Lundsberg Baumgartner projektleder på Interreg Europa-projektet Healthy Regions 4 All, der har fokus på, hvordan sundhedsvæsnet bedst hjælper de borgere, der er overvægtige og har en fysisk eller psykisk sygdom.
“Det gjorde en stor forskel at komme ud og se et EU-projekt i virkeligheden. Når man går rundt sammen og oplever det på stedet, opstår der en mere uformel måde at tale sammen på, og det giver et dybere indblik i, hvad projekterne faktisk kan,” siger hun.

Kunne du tænke dig at høre mere om EU-funding? Kontakt EU-konsulent Anna Jørgensen.

Anna Jørgensen

Kultur+

Internationale kommuner

ajo@southdenmark.eu / +32 496 28 37 66

SDEODots-Blue_EN
South Denmark European Office Avenue Palmerston 18 B-1000 Bruxelles info@southdenmark.eu
©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor