Nyheder:

Projektpartnere kickstarter arbejdet med EU-ansøgning i Bruxelles

Sammen med Sundhedscenter Haderslev og Region Syddanmark, var SDEO forleden med til at facilitere en projektudviklings-workshop med partnere fra hele Europa. Formålet var at sikre en fælles forståelse for projektets rammer og blive klar til at indsende en ansøgning til Interreg Europe-programmet.

Hvordan skaber man fundamentet for ”det gode EU-projekt”? Og hvordan samstemmer man projektindholdet, så alle partnere er enige om, hvad der skal ske? Det var nogle af de spørgsmål, som skulle besvares, da 11 partnere fra fem forskellige lande mødtes i Bruxelles til en projektudviklings-workshop faciliteret af SDEO, Sundhedscenter Haderslev og Region Syddanmark. Formålet var at få samlet et partnerskab om en projektansøgning til Interreg Europe-programmet. 

Louise Vestring, Chef for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune, forklarer, at workshoppen var et vigtigt skridt mod at skrive ansøgningen.

”Workshoppen var en forudsætning for at kunne komme videre med projektansøgningen. For at kunne søge midlerne er der flere elementer, der skal være på plads, og workshoppen var også med til at afklare dette. Det var tydeligt at partnerne er meget forskellige, og at det er vigtigt hele tiden at sikre, at der arbejdes ud fra samme afsæt. Også det relationelle i at møde partnerne ansigt til ansigt fremfor virtuelt er et vigtigt element i en sådan workshop.”

Bedre overvægtsinitiativer på tværs af Europa

Projektet kommer til at omhandle vidensdeling omkring overvægtsinitiativer. Sammen skal partnerne blive klogere på, hvad der kan gøres for målgruppen med inspiration fra hinanden. Workshoppen bestod både af oplæg, men også forskellige break-out-sessions, hvor deltagerne sammen skulle komme med forskellige bud på, hvilke problematikker projektet skal adressere. 

”Det var et rigtig fint forløb, hvor vi blandt meget andet også kom godt omkring det indhold, der skal være i et sådant projekt for at opnå den økonomiske projektfinansiering,” fortæller Louise Vestring. 

Nu skal ansøgningen skrives, og forhåbentlig venter der partnerne gode nyheder, når Interreg-midlerne skal uddeles i slutningen af 2023. 

”Jeg håber naturligvis, at det arbejde, der blev lavet på workshoppen, kan danne rammen for den ansøgning, der nu skal udarbejdes, og at partnerskaberne i sidste ende vil hjælpe EU-borgere til mere nuancerede og bedre overvægtsinitiativer,” afslutter Louise Vestring. 

Vil du også have hjælp til at facilitere en workshop, der kan gøre dig og dine projektpartnere klar til at udarbejde en EU-ansøgning? Så kontakt os for mere information

SDEODots-Blue_EN

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor