
Sundhedsfremme er i centrum i EU-projektet SHE4AHA, hvor lærere fra 16 europæiske pilotskoler gennem tre år har arbejdet med tiltag, der skal øge trivslen i folkeskolen. Nu nærmer projektets slutning sig, og derfor inviterede partnerne til den afsluttende konference “Laying the Foundation for Healthy and Active Ageing” i Bruxelles, hvor lærerne og forskere delte deres erfaringer fra projektet.
Blandt talerne ved konferencen var Anette Schultz, der leder SHE4AHA-projektet.
”Projektet har tydeliggjort, at samarbejde og videndeling på tværs af lande kan skabe løsninger, som ingen kunne have udviklet alene, og den afsluttende konference var en fantastisk mulighed for at samle de mange erfaringer og perspektiver, der er opnået gennem projektet,” siger hun.
Det var blandt andet lærere fra Fanø Skole og to islandske skoler, der fortalte de fremmødte om, hvordan fællessang, frugt og grønt, meditation og gåture er rykket ind i deres klasselokaler, og om hvordan et nyt såkaldt ”growth mindset” har været med til at ændre en hel skolekultur og gøre den mere positiv, inkluderende og trivselsfremmende.
Gennem 16 pilotprojekter i Island, Frankrig, Portugal, Slovenien og Danmark har projektet vist, hvordan skoler kan integrere sundhedsfremme i deres daglige praksis og derved give børn og unge bedre redskaber til at trives.
”Jeg har især set en positiv udvikling i deres tilgang til at arbejde mere holistisk med sundhed, hvor de tre skoler har demonstreret vidt forskellige sundhedsfremmende praksisser. Det har været en fornøjelse at opleve deres ejerskab, som nu har ført til strukturelle ændringer på en af skolerne, der har etableret en styregruppe, som fremadrettet skal være ansvarlig for implementering af sundhedsfremmende tiltag,” siger hun.
Selvom projektet formelt slutter, er der ifølge Anette Schultz stort potentiale for, at erfaringerne lever videre og inspirerer andre skoler og aktører.
”Det udviklede materiale kan implementeres i nye skoler, både i Danmark og Europa. Nu ligger der en opgave forude i forhold til at synliggøre projektets resultater, både nationalt og internationalt. Internationalt kommer Schools for Health in Europe Network Foundation (SHE) til at spille en væsentlig rolle, idet organisationen via sine 36 medlemslande har en unik mulighed for at synliggøre projektresultaterne. For Danmarks vedkommende mener jeg, at projektresultaterne bør anvendes strategisk og være en katalysator for både øget politisk prioritering og igangsættelse af nationale projekter, der kan understøtte en implementering af ”Den sundhedsfremmende skole,” siger hun.
På EU-politisk plan, kommer projektet forhåbentlig også til at leve videre. SHE4AHA-projektet er et direkte svar på “The Green Paper on Ageing”, som EU udsendte i 2021 og som opfordrer til tidlig handling for at fremme sundhed og trivsel i alle livsfaser. Og det bliver Henriette Hansen, som også har været en del af projektet, fra SDEOs opgave at sørge for, at de relevante generaldirektorater får information og materiale fra projektet.
“I det The Green Paper of Ageing, som projektet tager udgangspunkt i, efterspørger Kommissionen gode praksisser på området, som de kan opfordre medlemslandene til at arbejde med i fremtiden. Det vil vi forsøge at holde dem op på. Jeg har været i kontakt med de relevante afdelinger i Kommissionen, og de er alle meget interesserede i vores resultater, så det kunne da være sjovt, hvis et Erasmus+ projekt fra den syddanske region, kunne få europæisk indflydelse. Nu må vi se, hvad der sker – måske ser vi aftryk fra vores projekt i den næste europæiske sundhedsstrategi,” siger hun.
I 2022 modtog SHE4AHA 2,9 mio. kr. fra Erasmus+ programmet.
Vil du vide mere om Erasmus+ programmet og mulighederne for støtte på sundhedsområdet, er du velkommen til at kontakte EU-konsulent Henriette Hansen.
South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be
©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor