Vejle Kommune vil bekæmpe fremtidens oversvømmelser

Vejle er hårdt af ramt af oversvømmelser. Derfor deltager kommunen i Commit2Green-projektet sammen med syv europæiske byer, hvor de med EU-midler vil klimatilpasse byerne, så der bliver plads til trafikanter og grønne områder.

Projektpartnerne bag Commit2Green-projektet

Møde med projektpartnerne i Commit2Green. Foto: Maren Pilegård Andersen.

24. september 2025

Fremtiden byder på både vildere og vådere vejr. De seneste år er der blevet slået nedbørsrekorder i Danmark, og det voldsommere vejr betyder flere oversvømmelser i Vejle. Byen er ét af ti områder i Danmark, der er i stor risiko for at blive ramt af oversvømmelser.

”Vejle by er placeret mellem to bakker, så når det regner meget, løber vandet ind i byen, hvor det samler sig og oversvømmer både veje og bygninger. Vejle Kommune er gået ind i projektet, fordi vi skal passe på byen i fremtiden,” siger Maren Pilegård Andersen, udviklingskonsulent i Teknik & Miljø hos Vejle Kommune.

I EU-projektet Commit2Green skal Vejle samarbejde med de syv øvrige byer om at udvikle naturbaserede løsninger, der er tilpasset den enkelte bys behov. Byerne skal blive klogere på, hvordan man udvikler og implementerer værktøjer og retningslinjer, som bidrager til at løse byens udfordringer. Til projektet har Vejle Kommune fået tilskud på 6,2 mio. kr. fra EU-programmet Horizon Europe.

Billedet viser de otte deltagende testbyer i Commit2Green-projektet.

Borgerne er en vigtig del af projektet

I projektet skal de syv europæiske byer arbejde med samspillet mellem grå infrastruktur, grønne områder og vandsystemer i byerne. Det skal ske i samarbejde med fagfolk og borgere for at tage højde for byplanlægningen og skabe grønne fællesarealer.

”Vi ser projektet som en mulighed for at få nogle spændende analyser, perspektiver og scenarier på, hvordan man både kan inddrage borgerne i byplanlægningen og bekæmpe fremtidige klimaforandringer,” siger Maren Pilegård Andersen.

I et lokalt testprojekt, vil borgere og lokale aktører blive inviteret til en dialog om, hvordan man i samarbejde kan implementere tiltag mod oversvømmelser, samtidigt med at man vil skabe mere natur og kvalitet i byrummene for borgerne omkring Omløbsåen.

Regnvand truer Vejles kulturarv

Vejle Kommunes deltagelse i Commit2Green-projektet er del af en større indsats i kommunens strategier for at håndtere klimaforandringer og arbejde med at kombinere infrastrukturelle løsninger med naturbaserede løsninger. Det er vigtigt, fordi byen er fuld af centrale funktioner, værdier og kulturarv, som man gerne vil passe på.

”Vi vil ikke kun bevare Vejles historiske kulturarv og sikre at naturkatastrofer ikke ødelægger den, men vi vil også sikre at Vejle fortsætter med at være et dejligt sted at leve og opholde sig for vores borgere i fremtiden. I stedet skal vi skabe løsninger, der giver plads til vandet og bevarer det, der gør Vejle unik,” siger Maren Pilegård Andersen.

Omløbsåen er ved at blive udgravet for at gøre mere plads til vand. Foto: Maren Pilegård Andersen.

Projektet startede i januar 2025, og er nu efter 9 måneder ved at finde sin form. Maren Pilegård Andersen og hendes kollegaer glæder sig til at arbejde med Vejles udvikling i projektet.

Vil du vide mere om klimasikring, er du velkommen til at kontakte vores konsulenter fra Energi, klima og cirkulær økonomi.

Thomas Jensen

Energi, klima og ressourcer

thj@southdenmark.eu / +32 477 77 91 03

Pernille Dagø

Energi, klima og cirkulær økonomi
pda@southdenmark.eu / +32 493 56 28 54

Helle Bech Sørensen-Hylle

Energi, klima og cirkulær økonomi

Internationale kommuner

hbh@southdenmark.eu / +45 20 73 63 10