Nyheder:

Vellykket fysisk møde i Syddanmarks Sunde EU-netværk

I slutningen af september afholdte SDEO endelig det første fysiske møde i ”Syddanmarks Sunde EU-netværk” efter en lang periode med onlinemøder. Mødet fandt sted i forbindelse med WHINN-ugen i Odense og bød både på oplæg, workshop og en masse gode snakke blandt netværkets deltagere. 

På programmet var først en præsentation af det nye sundhedsprogram EU4Health og Horizon Europe Cluster 1, som blandt andet omhandler sundhedsforebyggelse og digitale sundhedsløsninger. Derudover fortalte International Foundation for Integrated Care (IFIC) om deres arbejde samt den kommende internationale IFIC-konference i Odense i 2022. Afslutningsvist præsenterede Mette Craggs og Kim Mathiessen fra Telepsykiatrisk Center EU-projektet ImplementAll og dets resultater. 

Dagen bød også på workshop, hvor netværksdeltagerne, i grupper, diskuterede udnyttelsen af netværkets forskellige kompetencer bedst. Det blev til nogle interessante samtaler med vigtige pointer og stort udbytte med masser af mulige opfølgningspunkter til kommende møder. 

Der var selvfølgelig også tid til en afsluttende netværksdrink med kollegaerne fra netværket. Selvom man kan meget gennem digitale møder, hører relationsdannelse og kreativ samskabelse bedre til i det samme fysiske rum – specielt i et forholdsvist nyopstartet netværk, forklarer Allan Nordby Ottesen, EU-konsulent på området for Sundhed og Velfærd:

”Det er rigtig dejligt at mærke den store opbakning, som vores relativt nye netværk møder fra så mange sider – fra blandt andet kommuner, flere forskellige enheder i Region Syddanmark, uddannelsesinstitutioner og sundhedsklyngen m.fl. Det giver nye relationer og stor merværdi i forhold til at vidensdele og skabe nye EU-projekter i et større syddansk fællesskab.”

Vil du også være en del af netværket?

Arbejder du inden for sundhedsområdet, og kunne du tænke dig at være en del af netværket? Så er du velkommen til at skrive en mail til mae@southdenmark.be.

Du kan samtidig tilmelde dig netværkets nyhedsmail Sunde Nyheder, som byder på relevante nyheder, events og projektindkaldelser fra forskellige europæiske sundhedsnetværk. 

Om netværket

Syddanmarks Sunde EU-netværk er et regionalt netværk med fokus på funding og best practice i forhold til udvikling af EU-projekter i Syddanmark. Netværket henvender sig til forskere, kommuner, hospitaler og andre offentlige aktører i Region Syddanmark og vil bl.a. informere om EU-programmer og indkaldelser på sundhedsområdet og samtidig give mulighed for erfarings- og vidensudveksling om EU-projekter.