ARIS Robotics’ affaldsdetektiv genkender affaldsfraktioner med kameraer og kunstig intelligens. Foto: Ann-Mia Ambjerg.
27. november 2025
Plast. Metal. Batterier. Papir og pap. Der findes mange typer af affaldskategorier – og lige så mange måder at sortere dem på. I fremtiden kan ARIS Robotics’ affaldsdetektiv med brug af kunstig intelligens være med til at sortere vores affald for os.
”Vi har udviklet en AI-baseret løsning, der kan sortere affald og lære nye fraktioner at kende på under tre måneder. Det gør, at teknologien kan tilpasses både den private husholdning og på store genbrugsstationer,” siger Ann-Mia Ambjerg, grundlægger og administrerende direktør i ARIS Robotics.
Den odenseanske robotvirksomhed bruger kunstig intelligens til at sortere affald. ARIS Robotics har fået tilsagn for 562.000 kr. gennem EU-initiativet Women TechEU til videreudvikling af deres virksomhed.
Der er flere måder at sortere affald på. I Danmark er den mest benyttede måde kildesortering, hvor det er den enkelte husholdning, der selv sorterer sit affald. Kildesortering afhænger meget af danskernes rå adfærd.
”Vi bruger kunstig intelligens, så vi bedre kan genkende og adskille forskellige affaldstyper med kameraer. Det er en meget prisvenlig og fleksibel teknologi, som kan bruges i mange sammenhænge,” siger Ann-Mia Ambjerg.
Kildesortering og manuel affaldssortering er de foretrukne løsninger i dag. Ulempen er, at det er dyre løsninger, som kræver store affaldssorteringsfaciliteter, og så er de heller ikke særligt omstillingsvenlige.
ARIS Robotics’ teknologi er allerede i brug på flere genbrugsstationer, hvor den hjælper borgere og medarbejdere med at sortere træ og plast. Snart vil affaldsdetektiven også kunne sortere mineraluld og farligt affald.
Ann-Mia Ambjerg og ARIS Robotics er udvalgt til Women TechEU sammen med 159 andre virksomheder. Foto: Ann-Mia Ambjerg.
Ann-Mia Ambjerg har en baggrund inden for International Business fra CBS, mens hendes medstifter, Christian Eberhardt, har en baggrund inden for robotteknologi fra SDU, og de mener, at innovation og nytænkning kan være nøglen til, hvordan man fremover håndterer klodens ressourcer og bidrager til en cirkulær økonomi. De søgte om tilsagn fra Women TechEU, fordi programmet støtter deep-tech startups med kvinder i front.
”Vi blev en del af et netværk med andre deep-tech startups, hvor vi mødtes en gang i mellem. Det var dejligt at kunne snakke om hverdagsting med folk, der står i lignende situation, også selvom de befinder sig på den anden side af Europa,” siger Ann-Mia Ambjerg.
LÆS OGSÅ: Fundraisere på vandring i EU-projekt
Women TechEU er et EU-støttet initiativ, som støtter op om kvindelige iværksættere inden for deep-tech. Formålet med initiativet er at sikre et mere kønsbalanceret iværksætteri økosystem. Hver virksomhed bliver tildelt 75.000 euro, og tilbudt et personligt udviklingsprogram, som indeholder sparring og vejledning fra en mentor.
Vil du vide mere om Women TechEU eller muligheder inden for EU-funding? Kontakt vores EU-konsulenter på Erhverv & Innovation.
Erhverv og innovation
Enterprise Europe Network
jvh@southdenmark.eu / +45 22 44 70 84
Erhverv og innovation
Enterprise Europe Network (EEN)
srb@southdenmark.eu / +32 477 77 85 33
Erhverv og innovation
Enterprise Europe Network (EEN)
kbj@southdenmark.eu / +45 22 57 13 90