Den fynske natur skal i opblomstring

Biodiversiteten skal forbedres på Fyn, Ærø og Langeland med EU-projektet LIFE RING.

Liparis loeselii
LIFE RING-projektet vil fremme levevilkårene for 17 naturtyper og 16 forskellige dyrearter. På billedet ses en mygblomst.

Det bugter sig over den fynske højderyg, langs kilometervis af kyst og snørklede vandløb, gennem dyrkede marker og skove. Danmarks fragmenterede landskab er hjem for mange truede arter og naturtyper, der nu kommer til undsætning i EU-projektet LIFE RING, som skal styrke levestederne for 16 arter og 17 naturtyper på Fyn, Ærø og Langeland.

”Det var en stor glæde og samtidig en stor lettelse, da vi fik den endelige godkendelse på projektet. Ansøgningen var forarbejdet, nu skal det arbejde, der får reel betydning for naturen, sættes i gang,” siger Stine Bundgaard Hansen, teamleder for natur og klima i Faaborg-Midtfyn Kommune.

De ti fynske kommuner og Naturstyrelsen Fyn har siden 2020 arbejdet på at skabe et fælles biodiversitetsprojekt, der skal styrke regionens naturkvalitet. Med en bevilling på 80 mio. kr. fra LIFE-programmet går det fælles arbejde i gang den 1. september og løber frem til 2032.

Naturen tager ikke hensyn til kommunegrænser

I projektet er der fokus på de fynske Natura 2000-områder, hvor danske truede dyre- og naturarter lever. Fyn udmærker sig ved at rumme den danske fragmenterede natur, og i projektet kommer de både til at arbejde med kystlandskabet, de store vandløbssystemer og den fynske højderyg. Forud for projektet har kommunerne gennemgået naturudvikling og indkredset hvilke naturtyper og arter, der har brug for denne håndsrækning
Faaborg-Midtfyn er projektleder på LIFE RING, og ifølge Stine Bundgaard Hansen er det samarbejdet på tværs af Fyn, der er styrken i projektet.
”Naturen tager ikke hensyn til kommunegrænser. Hvis vi skal gøre noget for naturen, så bliver vi nødt til at ophæve kommunernes grænser og i stedet tegne en ny grænse rundt om Fyn og øerne, så vi kan lave en fælles indsats for naturen,” siger hun.
Derfor bliver såkaldte samarbejdsbobler også en vigtig del af projektet. Her samles de kommuner, som arbejder med de samme naturtyper eller arter, for at styrke fagligheden og samarbejdet på tværs af kommunerne.
Det Syddanske EU-Kontor har fulgt og bidraget til EU ansøgningen med sparring.

Om LIFE RING

  • Forbedring af 1.045 ha eksisterende natur og 43 km vandløb og etablering af 322 ha ny natur fordelt på 27 projektområder.
  • Forbedring af naturtilstanden for 17 forskellige naturtyper.
  • Forbedring af levesteder for 16 forskellige arter: Mygblomst, guldblomme, strandtudse, klokkefrø, spidssnudet frø, stor vandsalamander, klyde, dværgterne, havterne, fjordterne, alm. ryle, splitterne, vibe, rødben, pigsmerling og tykskallet malermusling.
  • Indsatser i 15 Natura 2000-områder.
  • En fynsk biodiversitetsstrategi, der binder naturen på Fyn sammen.
  • Øget formidling af biodiversitet via uddannelsesinstitutioner og Naturama.

Vil du vide mere om LIFE-programmet, kan du kontakte Helle Bech Sørensen-Hylle eller Pernille Dagø.

SDEODots-Blue_EN

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor