Nyheder:

Skolelærerne er drivkraften i sundhedsfremmende EU-projekt

Lærere fra de tre pilotskoler fra Fanø, Esbjerg og Blåbjerg mødtes til en dag med udveksling af erfaringer og oplevelser efter et år med EU-projektet SHE4AHA.

I 2.B er hovederne begyndt at hænge lidt hen over matematikbøgerne.

Med ét lyder en summende lyd fra højtalerne – det er blevet tid til et brain break!

Børnene glider ned af stolene og stiller sig klar i flyveposition. Ryggene er ranke, og armene er strakt ud til siden som vinger.

«Du kan bare take off, GO GO GO» lyder signalet fra kontroltårnet i sangen, og alle børnene suser rundt i klasselokalet, mens de flyver mod fjerne lande.

Når sangen er omme, lander alle børnene på deres destination og fortsætter, hvor de slap regnestykkerne.

Thomas Larsen er lærer i 2.B på Vitaskolen i Esbjerg, og som en del af SHE4AHA-projektet har han i sit daglige arbejde fokus på at skabe små såkaldte ”brain breaks” for eleverne med sange han selv har skrevet, ligesom han vil øge deres kendskab til mad og styrke fællesskabet i klassen.

Den røde tråd

Parterne i projektet SHE4AHA (School Health in Europe for Active and Healthy Ageing) har siden projektets start i maj 2022 haft fokus på, hvordan man kan arbejde mere strategisk med at skabe bedre sundhed og trivsel i folkeskolen.

Den 4. oktober er 15 lærere og skoleledere fra de tre danske pilotskoler samlet til en træningsdag på Fanø, hvor de skal præsentere deres arbejde med projektet. Der er lagt op til en dag med erfaringsudveksling og inspiration, da de tre skoler i det daglige arbejder med forskellige fokusområder.

På Fanø har lærerne erfaret, at der arbejdes godt med trivsel i indskolingen, men at det glipper lidt i mellemskolen. Derfor er deres mål med at deltage i EU-projektet at skabe en rød tråd i arbejdet med trivsel, som går på tværs af lærerne og klassetrinene.

LÆS OGSÅ: EU-projekt stiller skarpt på børn og unges i skolen

Med det mål gik turen til projektpartnerne i Island, hvor 70 pct. af landets folkeskoler deltager i et nationalt program om at blive sundhedsfremmende skole. Undervejs besøgte lærerne fire forskellige folkeskoler og sundhedsministeriet, der fortalte om deres arbejde med den sundhedsfremmende skole.

”Turen var en stor oplevelse og skabte lidt misundelse, for når det kommer til at skabe trivsel i folkeskolen, så er de langt foran os. Besøget har været med til at give os en større forståelse for vores eget projekt og en tro på, at de projekter vi igangsætter, også kan lykkes på vores skole,” siger Jeppe Valbjørn, international koordinator på Fanø Skole.

For Jeppe Valbjørn og kollegaerne var det fedt at opleve, hvordan teori så ud i praksis.

”Den teori som vi har med fra vores træningsdage i SHE4AHA, kunne vi se på skolerne i Island. Det var fedt og gav os blod på tanden til at arbejde videre med projektet, så snart vi var tilbage på skolen igen,” siger han.

Turen til Island blev mulig gennem skolens ansøgning om Erasmus+ akkrediteringsmidler, der gives for at øge udbyttet i EU-projekter. Næste år er alle tre pilotskoler inviteret med til partnermøde i Portugal, hvor de skal møde lærere fra pilotskolerne i de andre fire partnerlande og besøge skoler, der også arbejder aktivt med sundhedsfremme og trivsel.

Eleverne er i fokus

På Blåbjergskolen i Varde Kommune er de gået anderledes til projektet end de andre to pilotskoler. De har spurgt eleverne om, hvad trivsel er for dem, og hvordan deres trivsel på skolen kan øges, da deres fokuspunkt i projektet er elevernes engagement og medbestemmelse.

”Når vi ønsker at finde ud af, hvad trivsel er for vores skolebørn, så er det jo oplagt at spørge dem og arbejde med udgangspunkt i dem,” siger Lene Korsgaard, skoleleder på Blåbjergskolen i Varde Kommune, der sammen med kollegaerne er nye i projektet.

Igennem interviews med elever fra forskellige klassetrin er lærerne kommet frem til, at eleverne ønsker mere bevægelse i løbet af skoledagen.

”Vi oplever, at især dansk- og matematiktimerne kan være meget stillesiddende for eleverne. Vi kommer derfor til at arbejde mere med bevægelse for bevægelsens skyld, men også bevægelse for læringens skyld,” siger hun.

I fremtiden kommer de til at inddrage eleverne endnu mere i projektets udformning på skolen, når lærerne sætter fokus på sundhed.

”I den kommende tid vil vi arbejde med sundhed og, ligesom med trivsel, så kan det jo også være alt fra motion til at spise et stykke kage. Planen er også her, at børnene skal være med til at definere, hvad sundhed er for dem,” siger Lene Korsgaard.

De små ting kan gøre en stor forskel

I 2.B er det blevet torsdag og tid til et brain break med den ugentlig frugtordning.

Thomas begynder at skære børnenes medbragte frugt ud, og de stiller sig i kø foran hans bord.

Æbler, pærer og appelsiner forsvinder ned i maverne på de snakkende børnene.

Ole Lerke, skoleleder på Vitaskolen i Esbjerg Kommune, står på sidelinjen, når hans kollegaer Thomas og Christina arbejder med SHE4AHA-projektet i 2.B og 8.A.

”Det er dejligt at se så engagerede lærere. På Vitaskolen er projektet 100 procent drevet af lærerne, og det er fedt, at man med simple midler, som frugtordning eller brain breaks, kan gøre en forskel for eleverne i løbet af skoledagen,” siger han.

Vitaskolen er en stor skole, og derfor har Ole Lerke og kollegaerne valgt at fokusere på at udfolde projektet i enkelte klasser. Men han håber, at interessen for projektet kommer til at brede sig i lærerværelset, og at endnu flere af kollegaerne vil tage elementer fra projektet med ind i deres klasser. I de nye 1. klasser har man blandt andet indført sunde madpakker. Et fokus Thomas startede sidste skoleår.

LÆS OGSÅ: Fanø skole er forsøgskanin i EU-projekt om børn og unges trivsel

På dagens træningsdag var der stor interesse for de andre skolers projekter og erfaringer, og der blev flittigt taget noter. Især vakte Fanø Skoles besøg på Island begejstring.

”Det var vildt inspirerende at høre om Fanø Skoles tur til Island, og hvordan de i Island lykkes med at skabe trivsel på skolerne. Jeg har da også skrevet lidt på blokken, som vi kommer til at arbejde med i fremtiden,” siger Lene Korsgaard.

På blokken blev playlisten med sange til brain breaks og en større inddragelse af eleverne også noteret.

Vil du vide mere?

Du kan følge SHE4AHA på projektets hjemmeside. Vil du med til projektets afsluttende danske konference, hvor der vil være meget mere fokus på sundhed og trivsel i skolerne, skal du sætte kryds i kalenderen den 12. november 2024.

De tre pilotskoler vil fortælle om deres erfaringer fra projektet, og håbet er, at projektpartnerne fra Island deltager ved konferencen, hvor de kan fortælle om det nationale og strategiske arbejde med skolerne på Island. Noget, som vi i Danmark kan lære meget af.

Vil du vide mere om hvordan din skole kan blive pilotskole i et EU-projekt, eller om Erasmus+ programmet og mulighederne for støtte på uddannelsesområdet, er du velkommen til at kontakte EU-konsulent Henriette Hansen.

Hvis du vil vide mere om Erasmus+ akkreditering, er du velkommen til at kontakte EU-konsulent Jens Bøgetoft Christensen

SDEODots-Blue_EN

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2023 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor